Vi har støbt håndvaske i Skåne i 20 år – og nu har vi fået en ny dansk hjemmeside. Fejr det med 20 % rabat på håndvasken med koden VELKOMMEN20 (de første 50 kunder, bestil inden juleaften).

Her finder du de betingelser, der gælder, når du handler hos BetongDesign – både for håndvaske og underskabe, som vi fremstiller på bestilling, og for varer, vi har på lager, fx plejeprodukter og prøvekasser.

  1. Om os
  2. Bestilling og ordrebekræftelse
  3. Priser
  4. Betaling
  5. Levering og fragt
  6. Leveringstid
  7. Kontrol ved levering og transportskader
  8. Fortrydelsesret
  9. Reklamation
  10. Ansvarsbegrænsning
  11. Force majeure
  12. Klager og tvister
  13. Personoplysninger

1. Om os

Betingelserne gælder for aftaler mellem dig som forbruger og Betongdesign i Skandinavien AB, et svensk aktieselskab med organisationsnummer 556752-5919 og momsnummer SE556752591901, Företagshusvägen 8, 244 93 Kävlinge, Sverige. Telefon +46 70 821 33 45, e-mail info@betongdesign.se.

2. Bestilling og ordrebekræftelse

De fleste af vores håndvaske og underskabe fremstilles i hånden på vores værksted efter dine ønsker og mål. Når du bestiller, får du en ordrebekræftelse på e-mail med produkt, mål, farve, pris og forventet leveringstid. Kontrollér oplysningerne grundigt – vi går først i gang med produktionen, når du har godkendt ordrebekræftelsen. Kontakt os med det samme, hvis noget ikke stemmer.

Plejeprodukter og prøvekasser er lagervarer, som sendes, så snart bestillingen er betalt.

3. Priser

Alle priser er i danske kroner inkl. 25 % moms. Fragt er ikke inkluderet, medmindre andet er angivet. Fragtprisen vises i kassen eller i ordrebekræftelsen, før du godkender købet. Vi tager forbehold for åbenlyse fejl i priser og varebeskrivelser, fx tastefejl eller priser, der er ændret af uvedkommende. Er en pris åbenlyst forkert, kontakter vi dig, og du kan vælge at gennemføre købet til den korrekte pris eller annullere det uden omkostninger.

4. Betaling

Håndvaske og underskabe betales mod faktura inden levering. Vi booker fragten, når betalingen er modtaget. Forfaldsdato og øvrige betalingsbetingelser fremgår af fakturaen.

Plejeprodukter og prøvekasser betales direkte i kassen med kort eller MobilePay. Betalingen håndteres af vores betalingspartner Stripe, og dine kortoplysninger gemmes ikke hos os.

5. Levering og fragt

Vi leverer i hele Danmark. Håndvaske og underskabe sendes med fragtfirma på palle og leveres til kantsten. Indbæring er mulig til visse adresser mod et tillæg, som ikke er inkluderet i fragtprisen. Kontakt os, hvis du ønsker indbæring. Mindre varer sendes som pakke. Efter aftale kan du også hente din bestilling på vores værksted i Hög ved Kävlinge i Sydsverige.

Vi bærer risikoen for varen, indtil du har modtaget den. Aftal ikke ændringer af leveringen direkte med fragtfirmaet uden først at tale med os. Fragtfirmaets tidsvinduer kan ændre sig. Ved forsinkelser erstatter vi ikke tabt arbejdsfortjeneste eller udgifter til hjælp, du har bestilt, fx VVS-installatør, elektriker eller bærehjælp.

6. Leveringstid

Håndvaske og underskabe, der fremstilles på bestilling, har normalt en leveringstid på 3–6 uger, regnet fra du har godkendt ordrebekræftelsen. Leveringstiden kan blive længere omkring helligdage, hvis ordren ændres, eller hvis vi skal støbe en vare om for at få et godt resultat. Vi kontakter dig, før fragten bookes. Lagervarer sendes normalt inden for 1–3 hverdage.

Bliver en levering væsentligt forsinket, har du ret til at hæve købet efter reglerne i forbrugerlovgivningen. Leverer vi ikke en lagervare inden for 30 dage efter købet og heller ikke inden for en rimelig yderligere frist, som du giver os, kan du altid hæve købet.

7. Kontrol ved levering og transportskader

Kontrollér altid forsendelsen, når du modtager den. Ser emballagen beskadiget ud, så notér det på fragtbrevet, før du kvitterer for modtagelsen, tag billeder af emballagen og varen, og ring til os på +46 70 821 33 45 så hurtigt som muligt. Pak ikke en beskadiget vare mere ud end nødvendigt, og montér den ikke.

8. Fortrydelsesret

Når du handler på nettet, har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret. Fristen løber fra den dag, du modtager varen.

Standardprodukter – med fortrydelsesret. Fortrydelsesretten gælder lagervarer (fx plejeprodukter og prøvekasser) og håndvaske og underskabe i de mål, farver og tilvalg, som står i webshoppen – også selv om vi først fremstiller varen, når du har bestilt den.

Specialbestillinger – uden fortrydelsesret. Fortrydelsesretten gælder ikke varer, der er fremstillet efter dine specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg. Det gælder fx håndvaske og underskabe i mål, der ikke findes som standard i webshoppen, særlige former, placering af hanehuller eller udskæringer efter dine ønsker samt varer efter din egen tegning. Vi oplyser dig altid, før du bestiller, hvis din bestilling er en specialbestilling, og du bekræfter det, når du sender bestillingen.

Vil du fortryde et køb, skal du inden for de 14 dage give os en utvetydig meddelelse om det, fx på e-mail til info@betongdesign.se. Du kan bruge standardfortrydelsesformularen nederst på siden, men det er ikke et krav. Du skal sende varen retur senest 14 dage efter, at du har givet os besked, og du afholder selv de direkte omkostninger ved at returnere varen. Håndvaske og underskabe kan ikke sendes som almindelig pakke, men skal returneres med fragtfirma på palle. Omkostningerne anslås til ca. 1.800–2.000 DKK Mindre varer kan sendes som pakke.

Vi tilbagebetaler alle betalinger, vi har modtaget fra dig, inkl. leveringsomkostninger svarende til den billigste standardlevering, vi tilbyder, senest 14 dage efter, at vi har modtaget din meddelelse. Vi kan dog vente med tilbagebetalingen, til vi har fået varen retur, eller du har dokumenteret, at den er sendt retur – alt efter hvad der sker først. Vi tilbagebetaler med samme betalingsmiddel, som du brugte ved købet, medmindre vi aftaler andet med dig. Det koster dig ikke noget.

Du hæfter for en eventuel forringelse af varens værdi, som skyldes anden håndtering, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på. Du må altså gerne pakke varen ud og se på den, men hvis en håndvask eller et underskab er monteret, limet, boret i eller har været i brug, kan værdiforringelsen blive trukket fra det beløb, du får tilbage – i nogle tilfælde hele beløbet.

9. Reklamation

Er en vare mangelfuld, har du 3 års reklamationsret fra den dag, du modtog den. Du skal reklamere inden for rimelig tid, efter at du har opdaget manglen – reklamerer du inden for 2 måneder, er det altid rettidigt. Kontakt os på info@betongdesign.se eller +46 70 821 33 45, og send gerne billeder med.

Om beton og træ: Hver håndvask støbes i hånden og bliver unik. Variationer i farve, struktur, porer og slibedybde er en del af materialets karakter og er ikke en fejl. Hårfine revner kan i sjældne tilfælde opstå. De er en naturlig del af materialet og er ikke en fejl, så længe håndvasken er tæt og fungerer, som den skal. Farven kan afvige en smule fra prøver, billeder og udstillingsmodeller. Læs gerne vores plejeråd – med den rette pleje holder overfladen længe.

10. Ansvarsbegrænsning

Vi er ikke ansvarlige for skader eller udgifter, der skyldes forkert montering eller forkert brug af vores produkter, og heller ikke for indirekte tab ved forsinkelse, fx tabt arbejdsfortjeneste eller udgifter til hjælp, du har bestilt, som VVS-installatør, elektriker eller bærehjælp. Det begrænser ikke de rettigheder, du har efter ufravigelige forbrugerregler.

11. Force majeure

Vi er fritaget for vores forpligtelser, hvis vi forhindres i at opfylde dem af forhold uden for vores kontrol, fx krig, strejke, naturkatastrofer, myndighedsindgreb eller svigt hos underleverandører. Vi giver dig i så fald besked så hurtigt som muligt.

12. Klager og tvister

Vi vil altid gerne løse problemer sammen med dig – kontakt os først. Kan vi ikke blive enige, kan du få gratis hjælp hos Forbruger Europa, www.forbrugereuropa.dk, som hjælper forbrugere med klager over virksomheder i andre EU-lande. Aftalen er underlagt svensk ret, men det begrænser ikke den beskyttelse, du har efter dansk forbrugerlovgivning.

13. Personoplysninger

Vi behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med vores privatlivspolitik.

Betingelserne gælder fra og med den 26. oktober 2026.

Standardfortrydelsesformular

(denne formular udfyldes og returneres kun, hvis fortrydelsesretten gøres gældende)

Til Betongdesign i Skandinavien AB, Företagshusvägen 8, 244 93 Kävlinge, Sverige, info@betongdesign.se:

– Jeg/vi (*) meddeler herved, at jeg/vi (*) ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbindelse med min/vores (*) købsaftale om følgende varer (*)/levering af følgende tjenesteydelser (*)
– Bestilt den (*)/modtaget den (*)
– Forbrugerens navn (Forbrugernes navne)
– Forbrugerens adresse (Forbrugernes adresse)
– Forbrugerens underskrift (Forbrugernes underskrifter) (kun hvis formularens indhold meddeles på papir)
– Dato

(*) Det ikke relevante udstreges